Iranske Anahita Malakians, der er medlem af det konservative politiske parti, Nye Borgerlige, måtte sige sit job op efter flere dages hverdags-terror, der kulminerede i stenkast og hærværk mod hendes arbejdsplads, burger-restauranten “The Barn”, tæt på Nørrebro.
Herunder kan du se erobrings-bevægelsens organiserede online-chikane, der afslører hvad det danske folk har i vente de næste årtier og århundreder, hvis majoriteren af denne erobrings-bevægelse, der ikke skyer nogle midler i koloniserings-arbejdet, ikke sendes retur til egne og forældrenes fædrelande, – såsom Tyrkiet, Libanon, Marokko, Algeriet, Tunesien, Ægypten, Pakistan, Somalia, osv. osv. Lande hvor der ikke er skyggen af krig – og derfor flyafgange hver eneste dag.
Anahitas forhenværende arbejdsplads ligger i et af de belastede områder i København, hvor erobringsbevægelsen har så godt som fuld kontrol.
Spisestedet ‘The Barn’ ligger kun få hundrede meter fra erobringsbevægelsens ghetto, Mjølnerparken. De islamiske trænings-centre (Moskéerne) ligger på rad og række i boligområdet.
De udenlandske medlemmer af erobringsbevægelsen du ser her, er kun nogle få af dem, der deltager i hverdagsterroren imod medlemmet af Nye Borgerlige.
Medlemmerne af erobringsbevægelsen holder altid sammen, selv om de udadtil kan finde det strategisk, at lade som om de “støtter Allahs fjender”. Indadtil i bevægelsen ved de selvfølgelig alle, at ingen af dem kunne drømme om at “støtte Allahs fjender”.
Vi kan se, at den fascistiske venstreekstreme bevægelse, ANTIFA, samt det venstreekstreme medie Konfront, har bakket op om terroren mod “The Barn” og medlemmet af Nye Borgerlige. De ekstreme dele af Venstrefløjen hader også alt det, der ikke befinder sig på Venstrefløjen, så disse dele af Venstrefløjen kan finde på at bakke op om og assistere erobringsbevægelsens koloniserings-arbejde. Akkurat som Venstrefløjen i Iran bakkede op om erobrings-bevægelsen, uvidende om, at de selvfølgelig ville blive nogle af de første, der “forsvandt”, blev hængt fra offentlige kraner, blev skudt eller fik hovederne hugget af, i det øjeblik erobringsbevægelsen fik magten. Det ser ud til at de ekstreme dele af den danske Venstrefløj er lige så uvidende om, hvad deres skæbne ville blive, hvis erobringsbevægelsen fik magt, som de giver den agt.
Majid Khadduri, iraker født i Irak i 1909 og død i USA i 2007, ( War and Peace in the Law of Islam. Johns Hopkins University Press, 1955), skrev at, ifølge islam, så er islams mål, at erobre hele verden og gøre islam til den dominerende religion i et verdensomspændende islamisk imperium, hvilket betyder, at hele verden skal underlægges islamisk lov (sharia) og at al vantro (dvs. alle andre religioner, samt ateisme) skal udryddes.
I de islamiske skrifter (Sunnah) (Abu Dawood, 2645) siger Muhammed, at han vil forkaste muslimer, der slår sig ned imellem “Mushrikeen” / “Kuffar” (dvs. alle der endnu IKKE har underkastet sig Allahs styre / islamisk styre. Alle der IKKE er muslimer).
Ifølge islamisk ret må muslimer ikke uden videre varigt bosætte sig i IKKE-muslimske lande. Det skyldes, at der hersker en permanent krigstilstand mellem det islamiske område, Dar al-Islam (islamisk besatte lande) og Dar al-harb (lande der endnu ikke er islamisk besatte). Der kræves derfor en såkaldt Aman, – dvs. en tilladelse fra en muslimsk retslærd, hvis en muslim vil besøge Dar al-harb (et ikke-islamisk besat land) eller vil bosætte sig dér. Og denne tilladelse kan kun gives under forudsætning af, at muslimen IKKE bidrager til at styrke Dar al-harb, dvs. IKKE styrke f.eks. dansk, svensk, tysk, britisk og fransk kultur og levevis, men kæmpe for at gennemtrumfe islamisk levevis / islamisere folket og landet (Majid Khadduri: War and Peace In The Law Of Islam (2006/1955), Ch. XVI og Ludwig Hagemann & Adel Theodor Khoury: Dürfen Muslime auf Dauer in einem nicht-islamischen Land leben? Religionswissenschaftlige Studien 42, Oros Verlag, 1997).
At tage PERMANENT ophold i Dar al-harb (f.eks. i Danmark) er FORBUDT for en muslim. Er opholdet derimod midlertidigt, så er man dér som muslimsk gæst, og som sådan er man ifølge Aman forpligtet til at overholde værtslandets regler. Kan man ikke dyrke sin religion og overholde dens forskrifter, SKAL man rejse tilbage til Dar al-islam. Bliver der væbnet krig mellem Dar al-harb og Dar al-islam (krigene i Irak, Afghanistan, Kosovo, osv.) er man som muslim ifølge Aman FORPLIGTET til at vende tilbage til Dar al-islam, da man ellers kunne være med til at styrke Dar al-harb-siden. Det var ikke mange såkaldte muslimer, der adlød islam og rejste hjem igen, under disse krige.
En muslim, der uanset af hvilken grund opholder sig i Dar al-harb, er forpligtet af Aman til IKKE at bidrage til at styrke Dar al-harb. Vi ser det bl.a. når medlemmerne af erobringsbevægelsen:
– Lyver sig til opholdstilladelse.
– Lyver sig til sociale ydelser – hvorved det oprindelige folk i landet bliver gjort til lønslaver, der skal forsørge medlemmerne af erobringsbevægelsen.
– Modsætter sig alt slags arbejde, så de på ingen måde bidrager til det forhadte Dar al harb – land, der ifølge islam skal bekæmpes og besættes (Se evt. Marie Louise Toksvig: Undercover – jeg var Fatma i Danmark. People’s Press, 2016).
Mellem Dar al-islam (de islamisk besatte lande) og Dar al-harb (bl.a. Danmark, der endnu ikke er besat) eksisterer der, ifølge islam, permanent krig (Khadduri, s. 53 og 62 – 66). En kamp der skal føres på alle fronter, via fornedrelse og udnyttelse af Kuffar (dvs. alle der ikke er muslimer), på såvel det sociale, det kulturelle, det uddannelsesmæssige, det politiske, det økonomiske og det militære område.
FREDELIG OG VOLDELIG KAMP
Muslimerne deler erobrings-kampen op i den fredelige kamp (Dawa) og den voldelige kamp (Qital). Både den fredelige Dawa og den voldelige Qital foregår under den permanente Erobrings-tilstand (Krigstilstand) Jihad, og er iøvrigt koblet sammen, – idet Dawa (indoktrineringen / overtalelsen) betragtes som et forstadie til Qital, – i den forstand, at muslimerne under Dawa, sætter sin lid til, at ikke-muslimerne under Dawa-fasen vil underkaste sig islam (dvs. konvertere).
Ifølge islam er alle mennesker fra naturens hånd muslimer. Nogen er uheldigvis, af deres forældre, kultur og traditioner, blevet vildledt bort fra deres medfødte religion (islam). Hvis det viser sig, at det enkelte menneske ikke konverterer (underkaster sig islamisk styre) under Dawa-fasen, så venter Qital forude.
Og muslimerne har, som nævnt, en religiøs PLIGT til både Dawa og (hvis Dawa ikke virker) Qital (Koranen, sure 4, v. 74 – 76, Khadduri, s. 64 – 65).
Ingen muslim kan vælge af afstå fra Dawa eller den væbnede kamp Qital. Disse er OBLIGATORISKE. Særligt den væbnede kamp tillægges betydning, da det er ved deltagelse i væbnet kamp, at den troende viser sig som sand troende for Allah og for mennesker, som det står i Koranen, sure 47, v. 4. Havde det blot drejet sig om at give muslimerne sejren, kunne Allah uden problemer selv have besejret de vantro. I stedet ønsker Allah at teste muslimens tro.
Men Qital er også vigtig af yderligere en grund. Den mobiliserer muslimerne under kaliffen eller lederen (Emiren) og genbekræfter deres troskabsed til ham, samtidig med at den viser Allah og Kaliffen styrken i den enkeltes tro og derved sikrer, at jihad ikke går i glemmebogen for den enkelte muslim (Albrecht Noth: Heiliger Krieg und Heiliger Kampf is Islam und Christentum. Ludwig Röhrscheid Verlag, 1966, s. 33).
Når muslimerne er i mindretal har de, ifølge islam tilladelse til at indgå en midlertidig “våbenhvile” eller forfatte en midlertidig “fredstraktat”. Men våbenhvile og “freds”-traktat kan maksimalt vare 10 år, fordi Muhammeds såkaldte Hudaybiya-traktat (år 628) her er det forpligtende forbillede.
“Fredstraktater” og “våbenhviler” bliver IKKE indgået mellem lige parter. For islam har INGEN lige parter. Islam er (ifølge islam) ALTID overlegen og mere værd end alle andre. “Fredstraktater” og “våbenhviler” kan, ifølge islam, altid brydes, såfremt muslimerne mener, at islams sag er bedst tjent hermed. Det vil sige, at 10 år ikke nødvendigvis betyder 10 år. For muslimerne betyder det både, at de skal intensivere Dawa (om saudisk ledet og organiseret dawa, se Reinhard Schulze: Islamischer Internationalismus Im 20. Jahrhundert. Brill, 1990) og udbygge deres væbnede kapaciteter til at føre Qital.
Og her er vi ved et kernepunkt af afgørende betydning i forbindelse med den kontinuerlige muslimske invasion til Vesten. Den tidligere omtalte Aman, som forpligter muslimer til at respektere det IKKE islamiske værtsland, gælder IKKE for 2. generation og efterfølgende generationer af muslimer, der bliver født i det urene, ikke-islamiske, Dar al Harb-land. De efterfølgende generationer er dermed almindelige kombattanter i den permanente islamiske erobringsjihad.
Allah har lovet muslimerne, at islam vil sejre i det lange løb. Og det er muslimernes PLIGT, at honorere løftet, hvis de vil bevare stillingen som særligt udvalgt af Allah. UANSET hvor lang tid, der er gået siden muslimerne led nederlag, er de nu – måske mange generationer senere – STADIG forpligtet over for Allah til IGEN at kæmpe for sejren, så snart nye gunstige omstændigheder viser sig. Og sådanne gunstige omstændigheder kan vise sig hver eneste dag, – i skolen, i bussen, i toget, på gader og stræder, på arbejdspladsen, osv. osv.
Allah tillader KUN våbenstilstand eller “freds”-traktat, så længe antallet af ikke-muslimer er over 50%.
Og Allah kræver, at muslimerne samtidigt arbejder ihærdigt for at tippe magtforholdet til egen fordel, både socialt, politisk, kulturelt, ideologisk, militært, osv., gennem konstant intimidering af modstanderen (dvs. ikke-muslimen) og undergravende virksomhed. Det vil sige, at muslimen kan læse i Koranen, at Allah lover muslimerne sejr om ikke her og nu i den konkrete aktuelle kamp, – så i det lange løb.
Indbyrdes i den islamiske erobringsbevægelse “fordeler” man stiltiende opgaverne. Nogle arbejder i Dawa-afdelingen. Andre arbejder i Qital-afdelingen. Men sammen arbejder hele bevægelsen hen imod Allahs befaling, om kolonisering og islamisk overtagelse.
Det starter med intimideringen, chikanen og nedgørelsen.
Dernæst kommer truslerne og vandaliseringen af privat og offentlig ejendom.
For at ende ud i den personlige vold, overfald, voldtægter og mord.
FolkeVærnet 